• DE
  • GB
  • DK
  • BOOK VÆRELSER

  • Historien om Rold Gl. Kro

    wave



    Rold Gl. Kro, beliggende i naturskønne Nordjylland, er en af Danmarks ældste kroer og blev kongeligt privilegeret den 4. juni 1747 under Kong Frederik 5. Siden da har kroen haft en lang og spændende historie med mange ejere og forskellige epoker.

    I slutningen af 1800-tallet blev kroen en central del af cirkusslægten Miehes liv. Efter at være blevet afvist en stormfuld aften, valgte Miehe-familien senere at købe kroen, som derefter blev deres vinterhi. Ved siden af kroen ligger Cirkusmuseet, som er Danmarks eneste bevarede cirkusbygning af træ. Museet giver et indblik i cirkusverdenen gennem 200 år - en fascinerende historie om hårdt arbejde og drømme bag manegens stråleglans.
    Siden Miehe-familien har kroen løbende haft flere ejere, der har tilføjet deres egen stil til den historiske kro.

    I 2018 gik kroen dog konkurs og stod ubrugt hen i et par år, indtil den i 2020 blev opkøbt af Jørgen Bak Rasmussen, en passioneret erhvervsmand fra Hobro. For Jørgen er kroen mere end bare et sted – det er en drøm, der er blevet til virkelighed. Hans motto, "Vi sælger 3 ting: oplevelser, oplevelser og oplevelser", afspejles tydeligt i den atmosfære, han har skabt. Kroen tilbyder enestående rammer for alt fra private fester til ferieophold, altid med fokus på nærvær, tradition og den omkringliggende natur.

    Med sine 26 værelser med lukkede terrasser byder kroen velkommen til både to- og firbenede gæster. Agilitybanen og adgang til de 8.000 hektar Rold Skov gør kroen til et ideelt valg for hundeejere, mens mountainbikere og naturelskere også finder perfekte faciliteter.

    Rold Gl. Kro har gennemgået en forvandling, men bevarer sin historiske charme. Fra den nytilføjede luksussuite med himmelseng til det nærliggende gamle mejeri, der gennemgår en omfattende renovering til moderne kursusfaciliteter, er kroen en kombination af historisk arv og moderne komfort.

    Med stor passion og respekt for historien er Jørgen Bak Rasmussen og hans team godt i gang med at skrive et nyt kapitel i kroens historie - et kapitel fyldt med oplevelser og uforglemmelige minder for gæster fra nær og fjern.


    Se mere

    wave